 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
(Fra Falcks magasin Indsats, nr. 15, dec. 2007) Det virtuelle sundhedsvæsen Danmark burde ligge helt i top, når det gælder udvikling af IT- og telemedicinske løsninger. Det vurderer formanden for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin. Tempoet skal sættes yderligere op, understreger han. Telemedicin kan nemlig løse nogle af de største udfordringer og problemer i sundhedssektoren. Hvorfor skal behandlingskrævende patienter med rygerlunger i forværring nødvendigvis indlægges på sygehuset i mange dage, når de nu helst vil blive derhjemme, og når der i øvrigt er mulighed for det? Det spørgsmål er der intet fornuftigt svar på. I hvert fald ikke, når det stilles til lungespecialist, overlæge Klaus Phanareth, der er chef for akut medicinsk modtageafdeling op Frederiksberg Hospital. »Der er ingen grund til at patienterne skal være indlagt på hospitalet i så lang tid. Ved hjælp af telemedicin kan vi overvåge dem i deres eget hjem, udføre undersøgelser og kommunikere med dem i lyd og billeder. Dermed kan vi give dem nøjagtig den samme behandling, som vi ville give dem, hvis de lå på en hospitalsstue,« siger han. Siden efteråret 2004 har Klaus Phanareth stået i spidsen for projektet TeleKOL, der ind til videre har bekræftet projektgruppen i, at det er muligt at opretholde en høj kvalitet i behandling af KOL-patienterne, selv om læge og patient rent fysisk befinder sig langt fra hinanden. »Vores kerneydelse på den medicinske afdeling er stuegangen. Her taler lægen med patienten og måler blodtryk, lungefunktion, hjerterytme, iltindhold i blodet og så videre. På basis af de ting øger eller reducerer vi deres medicin eller stopper eller forlænger en behandling … og så ser vi, hvordan tingene udvikler sig til næste dag. Så i princippet handler, en stor del af indlæggelsen om at vente på, effekten at de ting, vi har sat i værk”,« siger Klaus Phanareth og fortsætter: »I TeleKOL-projektet har vi opstillet udstyr i patienternes eget hjem, som gør det muligt at afholde en videokonference via patientens eget fjernsyn, og i tilknytning til videoudstyret har vi opkoblet instrumenter, som kan benyttes til at foretage de nødvendige undersøgelser. Det gør det muligt for os at gå stuegang på patienterne, selv om de befinder sig i hjemmet, og vi befinder os på hospitalet. Vi tænder blot for forbindelsen, og så kan vi spørge Fru Jensen om, hvordan det går her til morgen”.« Halvering af indlæggelser TeleKOL-projektet er langt fra Klaus Phanareths eneste berøringsflade med telemedicin. For nylig overtog han formandsposten i Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin, og han mener, at telemedicin kommer til at spille en nøglerolle i fremtidens sundhedsvæsen. »Vi har store ressourceproblemer og de bliver bestemt ikke mindre når prognoserne med den tiltagende aldrende befolkning og det stigende antal af personer kroniske sygdomme, slår igennem. Her bliver telemedicinen en hjørnesten.« Ifølge Klaus Phanareth kan hjemmeindlæggelser i stil med TeleKOL-set uppet komme på tale for en lang række patienter med kroniske sygdomme – eksempelvis lunge- og hjertepatienter, diabetikere, gigtpatienter mm. »Perspektivet for brugen af telemedicin er, at vi formentlig kan spare op mod halvdelen af de hospitalsindlæggelser, vi har i dag,« siger han og opstiller regnestykket for de besparelser, der kan høstes ved at indlægge KOL-patienterne i deres eget hjem. »Hvert år bliver 23.000-24.000 patienter indlagt med KOL i forværring. De er indlagt i gennemsnit syv dage. Med telemedicin kan vi sende dem hjem efter et døgn. Vi sparer altså fem til seks indlæggelsesdøgn á omkring 4.000 kroner. Naturligvis er der nogle initiale investeringer, men de vil forholdsvis hurtigt være tjent ind,« siger han. Men det økonomiske argument for øget brug af telemedicin i forhold til kronikerne står ikke alene, understreger Klaus Phanareth. Også patienterne udtrykker stor tilfredshed. »Undersøgelser viser, at det værste, patienterne kan komme ud for, er at være indlagt. De vil meget hellere være hjemme. Og det er jo ret interessant. Som behandler tror vi jo, at patienterne føler sig allermest trygge, når de kommer ind til os. Den store hvide kittel og den dygtige sygeplejerske giver optimal tryghed, tror vi. Men det viser sig, at sådan er det slet ikke,« siger han. Second opinion Det er dog langt fra kun i forhold til de kronisk syge patienter, at den telemedicinske teknologi ifølge Klaus Phanareth med fordel kan udbygges. På det præhospitale område – hvor telemedicin i dag kun anvendes i ganske få sammenhænge – vil den nye regionsstruktur med nær- og områdehospitaler afføde et behov for at styrke den præhospitale visitation, der skal sikre, at patienterne med det samme bliver kørt til et hospital, der tilbyder den relevante behandling. »Man kan forestille sig, at man etablerede lægelige visitations-funktioner, som blev udrustet med en lang række telemedicinske værktøjer. Visitatoren kunne se ambulancebehandlerne ’over skuldrene’ gennem videokonferencesystemer, direkte ude på skadestederne, men også med specialister på de relevante centre. Dermed kan patienterne komme under specialistopsyn med det samme, og vi kan opfylde strategien om, at ambulancerne kører direkte til det relevante hospital,« siger Klaus Phanareth og føjer til, at den lægelige visitator-funktion naturligvis skal have adgang til alle oplysninger om patienternes helbred via en elektronisk patientjournal samt deres eventuelle medicinforbrug via PEM (Personlig Elektronisk Medicinprofil). Hospitalsstrukturen med nær- og områdehospitaler vil også betyde, at nærhospitalerne ikke vil være ligeså godt specialistdækket som områdehospitaler. Også her vil telemedicin give fordele, idet teknologien i højere grad vil gøre det muligt for de mindre hospitaler at trække på de størres specialister. »Eksempelvis kunne nærhospitalet sagtens koble sig op på den store dermatologiske afdeling på områdehospitalet. Og når man så fik en patient med noget underligt udslæt, ville man med det samme kunne kontakte en specialist og få en ”second opinion,« siger Klaus Phanareth og fortsætter: »I det hele taget åbner telemedicin helt nye muligheder for at få gode råd og vejledning fra superspecialister, uden at disse behøver at være til stede. Teknologien gør det muligt at specialister fra andre hospitaler eller for den sags skyld andre lande på baggrund af samtlige patientdata kan kigge med ind over og give råd og vejledning på et meget kvalificeret grundlag.« Teknologien er til rådighed Klaus Phanareth mener ikke, at der er nogen grund til at tøve med at udvide brugen af telemedicin i Danmark. »Teknologien er der. Der er et spørgsmål om at få den systematiseret. Det handler også om at få både politikere og folk i sundhedsvæsenet til at åbne øjnene for, at der er nogle kolossale muligheder for at øge kvaliteten og udnytte ressourcerne på en mere effektiv måde. En meget stor del af sundhedsvæsenet har endnu ikke fået øjnene op for, hvad der er for muligheder – og i det hele taget, hvad telemedicin går ud på,« mener han. »Jeg er af den klare overbevisning, at telemedicin kan afhjælpe nogle de vigtigste problemer i sundhedssektoren: Specialistmanglen og ressourcemangel. Ved hjælp af denne teknologi kan man rationalisere og dirigere ressourcer på en mere præcis og dermed rationel måde. Specialisterne bruges meget mere effektivt og uhensigtsmæssige arbejdsgange overflødiggøres,« siger Klaus Phanareth. I sammenligning med udlandet ligger Danmark dog godt, når det gælder brugen af telemedicin, vurderer han. »Vi ligger nummer ét hvad angår IT-teknologi, netværk og dataregistre. Vi er verdens mest digitaliserede samfund, vi har mange små it-væksthuse, og vi har masser af erfaring og kompetencer. Men hvis vi skal drive det endnu videre kræver det både investeringer, og at vi i sundhedsvæsenet lærer at tænke på en ny måde,« siger Klaus Phanareth. Han pointerer, at udviklingen af nye telemedicinske løsninger skal ske i et samarbejde mellem sundhedsvæsenet og erhvervslivet. Og hvis det samarbejde skal kunne fungere, skal der være en fælles forståelse for, at de private aktører i høj grad er interesserede i de kommercielle perspektiver i at udvikle sundheds-it. »Vi skal tænke i business cases. Vi kan ikke etablere alle de her systemer, med mindre vi samarbejder med erhvervslivet og industrien. Her skal vi gennem en bearbejdningsproces, fordi sundhedsvæsenet slet ikke har tradition for at tænke i de baner, hvor det handler om indtjening. Men det er et ”must”, at vi åbner for samarbejde med erhvervslivet og tillader os at tænke i business cases«. Fakta; Eksempler på telemedicin Teknologirådet udgav i fjor rapporten ’Sundhedsydelser med IT’. I rapporten beskrives en række projekter, der bygger på telemedicin: • Ambulant behandling i hjemmet: I et pilotprojekt i Århus har hjemmesygeplejersker ved hjælp af en videotelefon og et digitalt kamera og i samråd med en læge på hospitalet, tilset og behandlet diabetiske fodsår i patienternes eget hjem. Pilotprojektets formål har været at undersøge mulighederne for at reducere indlæggelser, ambulante besøg og amputationer, der tilsammen udgør en betydelig økonomisk belastning for det danske sundhedsvæsen. Behandling i eget hjem afskaffer patientens transport til hospitalet, og nedsætter samtidig risikoen for infektion, idet patienten kan blive i eget bakteriemiljø. • Specialistvurdering over afstand: Fjernsupervision betyder, at geografiske afstande ikke længere er en barriere for at modtage specialistbehandling i sit nærmiljø. I Danmark praktiseres fjernsupervision i forbindelse med for eksempel ekkokardiografi (Ekkokardiografi er en form for ultralydsundersøgelse, hvor hjertets bevægelser og indre strukturer kan undersøges ved hjælp af lydbølger), hvor det er muligt at udveksle de optagne ekkokardiografier og modtage en second opinion. Teknologien sikrer på den måde, at specialistvurdering gøres tilgængelig, hvilket et samarbejde mellem Rigshospitalet og Grønland vidner om. • Styrkelse af patienternes egenomsorg: DiasNet er et pilotprojektet, der er igangsat med det formål at bidrage til diabetikeres kontrol med egen sygdom. Diabetes er en kronisk lidelse og et prioriteret indsatsområde inden for det danske sundhedsvæsen. Igennem projektet har diabetikere ført elektronisk diabetesjournal fra hjemme-pc’en. Diabeteslaboranter har haft adgang til de indtastede data og har kommunikeret elektronisk med patienterne omkring sygdomsforløb og eventuelle justeringer, hvilket har reduceret antallet af ambulatorietider. • Fjernovervågning af hjerterytmen: De nye pacemakere - ICD’en og den biventrikulære pacemaker - har reduceret dødeligheden blandt hjertepatienter med op til 60 procent. Antallet af nye pacemaker/ICD-patienter stiger år for år, blandt andet på grund af vores livsstil, flere ældre i befolkningen og udvidelse af indikationerne. Pacemakere kræver imidlertid jævnligt kontrol, og forsøg har vist, at teknologi kan muliggøre kontrol, uden at patienten er så meget som i nærheden af et hospital. Via en sender transmitteres data fra pacemaker til lægen, som i tilfælde af uregelmæssigheder kan kontakte den pågældende hjertepatient. |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
 |
 |
 |
||||